Hvad er der i dig?

En tunmoussemad stod på skærebrættet ved siden af en leverpostejmad. Den kiggede nysgerrigt over på leverpostejsmaden, for sådan én havde den aldrig set før.
”Jeg er en tunmoussemad!” Bekendtgjorde den overfor leverpostejmaden. ”Hvad fisk indeholder du?”
Leverpostejmaden kiggede på tunmoussemaden og synes, det var et ret mærkeligt spørgsmål, men den var dog opdraget til at svare høfligt, når man spurgte den om noget, så den svarede ”jeg er ikke lavet af fisk. Jeg er lavet af lever, spæk og krydderier.”
Den fine tunmoussemad rynkede på næsen, da leverpostejmaden nævnte lever. ”Lever? Spæk? Det lyder vældig …. usundt og ulækkert!” Bekendtgjorde den. Leverpostejmaden krympede sig lidt. Den var ikke klar over, at den i tidernes morgen havde været en ganske dyr og ret så fin spise. Ser du, leverpostejens forfar kom fra Frankrig. Al finere madlavning siges at komme fra Frankrig og alene dét burde være argument nok for leverpostejens finhed. Da forfædre-leverpostejen kom til Danmark var den så fin en spise, at kun de rigeste i landet havde råd til den. Ja, det siges, at den var få fin en spise, at man ikke kunne købe den i bakker, men kun købte skiver af den! Men når man er så fin, så møder man ikke så mange nye mennesker, så forfædre-leverpostejen fandt på at blive billig, så flere mennesker havde råd til at købe den og danskerne elskede den så meget, at de kårede den som deres yndlingspålæg! Så faktisk var vores leverpostej noget finere i det end den selv troede, men eftersom den ikke vidste det, så kunne den jo ikke sige det og derfor stod den altså nu og krympede sig og følte sig umådelig usund. Heldigvis for leverpostejen hørte en spegepølsemad det hele og blandede sig i samtalen. Den sagde ”Hov, hør nu. Jeg er lavet af hakket kød, spæk og krydderier. Der findes mange forskellige af mig, men alle har vi Danmarks nationalfarver. Så kan du stå der med din bleghed, men nationalfarvet, det bliver du ikke!”
Tunmoussemaden blev lidt ramt, for det var jo rigtig nok. Den var faktisk blegere end selv leverpostejen og spegepølsen var så fin rød og hvid. Men det vigtigste er vel nok sundheden, blev den enig med sig selv om, så for at hævde sig selv lidt igen, sagde den ”jaja, du er da bare fuld af tilsætningsstoffer! Jeg er derimod rig på omega 3! Det gør mig klog!”
En fiskefrikadellemad som stod i nærheden blev træt af al deres mundhuggeri og brød ind. ”Så er det nok, børn! Leverpostejen kommer fra en fornem slægt, spegepølsen er kendt og elsket og derfor i mange varianter og tunmoussen er ganske rigtigt fuld af vigtige fedtsyrer. Men hver især har I også fejl og mangler, så lad det nu ikke stige jer til hovedet. Og hop så op i den madkasse, så I kan komme i skole!”
Og således gik det til, at de alle fik en lektion i ydmyghed og blev klogere på sig selv. Og uanset hvad de var lavet af, så smagte de godt og mættede præcis som de skulle.